Lokale producenter og produkter
- direkte til din tallerken...
Vestjylland er kendt som Danmarks Spisekammer og her produceres masser af spændende fødevarer. Både nogle du kender, men også flere, der er helt specielle for vores del af landet.
Fra Vesterhavsosten til kartofler fra Venø over varianter af marmelade, du formentlig aldrig har smagt før. Her fortæller vi, hvor du selv kan købe de gode sager.
Her på siden kan du bl.a. læse om Cavi-art, kronvildt, frugt, bær, marmelade, kartofler, lammekød, gedeoste, Vesterhavsost og får.
Smag på den lokale kaviar
På havnen i Lemvig i nogle af de karakteriske røde træhuse ligger produceres den nordvestjyske kaviar.
Kaviar i Bakker & Bølgers land kommer ikke nødvendigvis fra hverken stenbider eller stør. Cavi-Art ® er kaviar på en anderledes måde. Her er ikke tale om fiskeæg, men derimod kaviar fremstillet af havtang.
Men Cavi-art ® ligner til forveksling - og smager lige så delikat - som den ægte vare.
Historien bag Cavi-art går tilbage til 1988. Dengang skulle Jens Møller vise sine børn et biologisk forsøg, hvor en væske skulle reagere med de enzymer, der var i den havtang, som indgik i forsøget. Forsøget gik ikke helt som forventet og blev gemt væk i kælderen.
Umiddelbart efter var Jens Møller i selskab med et par lokale lystfiskere ude at elektrofiske. Da de fangede et par fisk med rogn, slog det Jens Møller, at han for nyligt havde set noget, der mindede om de små runde kugler.
Hjemme igen undersøgte han forsøget i kælderen. Og ganske rigtig havde tangkuglerne samme form som den fiskerogn han havde med sig hjem. Herefter gik der en årrække med smagstestning og forsøg, inden Jens Møller i 1995 slog dørene op til sit firma Jens Møller Products Aps, der i dag eksporterer den vestjyske kaviar til fem kontinenter og omkring 20 lande.
Læs mere om Cavi-art her.
En vild smagsoplevelse fra Klosterheden
I Bækmarksbro ligger vildthandleren Klosterhedens Vildt, der er specialiseret i dansk vildt og særligt kronvildt fra den jyske hede. Klosterheden Vildt sælger kød og specialiteter fra sin gårdbutik over nettet.
Vildtkød er sundt og smagfuldt. Og rundt om i landet tryller dygtige kokke med vildtkødet og skaber enestående smagsoplevelser. Se her for at finde frem til en restaurant, der har Klosterheden Vildt på menuen.
Frugter og bær – nyplukket og Sommerfrisk
Med sin marmeladeserie Sommerfrisk, frister slægtsgården Kræmmergård ved Bækmarksbro alle sanser. Kræmmergård har eksperimenteret med sine egne håndplukkede friske bær og frugter – og skabt nye smagsvarianter. Foruden smagssansen, bliver også syns- og lugtesansen pirret af Sommerfrisk. De bær, der bruges til Sommerfrisk, er nemlig helt friske – og beholder derfor den intense duft og stærke farve, der normalt forsvinder ved nedfrysning.
Flere af Sommerfrisk varianterne er udarbejdet i et samarbejde mellem Kræmmergård og kokken Kille Enna. Hun skaber unikke smagsoplevelser ved utraditionel brug af krydderier. Kille Enna står bag Lavendelmarmelade, Rosenmarmelade og Græskarmarmelade.
I sommersæsonen byder Kræmmergård også på grøntsager, rapsolie, æblemost samt flere sorter af jordbær, ærter og kartofler til selvpluk og til salg i gårdens butik. Kartofler kan købes klargjorte – lige til ovnen eller gryden.
Om efteråret har Kræmmergård flere sorter spise- og madæbler til selvpluk. En stor del af æblerne presses til most – Kræmmergård tilbyder også at presse de æbler, du selv har plukket.
Læs mere om Kræmmergård og Sommerfrisk her.
Overgård - økologisk stalddørssalg
Hos de økologiske producenter, Bodil og Bjarne Jensen på Bonnesigvej 14 i Resen mellem Gudum og Humlum, er der stalddørssalg af sæsonens økologiske grøntsager og kartofler. Parret har et tæt samarbejde med cafeen Claudis Have i Lemvig, der bruger de økologiske råvarer i køkkenet og også sælger dem i butikken.
Desuden har Bodil og Bjarne Jensen en økologisk mælkeproduktion, hvor der malkes med robot. Efter aftale er det muligt at komme på gårdbesøg for at se og høre omkring den økologiske bedrift. Kontakt for yderligere informationer tlf. 9786 1856 / 2945 9156.
Se, mærk og smag en ged
Hos de økologiske gedeavlere Inger og Jesper Vadsholt hos Lindbjerg Økoged ved Linde kan du lade sanserne udfordres. Her kan du både se, mærke og smage en ged.
Hos Lindbjerg Økoged er der gode muligheder for at deltage i gårdens aktiviteter.
Vær med til malkning og fodring af dyrene. Og kommer du på det helt rigtige tidspunkt, kan du også være med, når fårene lemmer.
Børnene kan lege med de små kid, mens de voksne lader sig friste i gårdbutikken. Her sælges udskæringer, fars og gedepølser af det sunde, økologiske gedekød fra egen avl. Desuden sælger Lindbjerg Økoged gedebrie, gedefriskost og gedeost i saltlage.
Besøg gårdbutikken på Vilhelmsborgvej 79 ved Linde.
Efter aftale er det muligt at komme på gårdbesøg og få helhedsoplevelsen hos en økologisk gedeavler. Kontakt Inger og Jesper Vadsholt på tlf. 9713 7102 / 2296 5302
Venø-produkter
På gården Nørskov på Venøs nordside avles lam af 3-race krydset moderfår. Venø-lammene er sunde og kødfulde lam med et godt temperament. Fra april og sommeren over græsser både får og lam på Venøs engarealer, hedeskrænter og græsmarker. I starten af august tages lammene fra.
På Nørskov prioriteres dyrevelfærd højt, derfor køres lammene flokvis til slagtning på et lille lokalt slagtehus, hvor kødet får lov at hænge i 6-8 dage for at opnå en god kødkvalitet.
Desuden producerer Nørskov Venø-kartoflen, der er en velsmagende og sund spisekartoffel.
Læs mere om Venø-produkter her.
Vesterhavsost fra Thise
Gammel Damsgård hedder ejendommen i det vestjyske ved Bovbjerg og Ferring, hvor Thises Vesterhavsoste lagres.
Syv Thise-landmænd, der alle bor i nærheden af Bovbjerg og Ferring, leverer råvaren til den serie Vesterhavsoste, som lagres i den saltholdige havluft, der via et avanceret ventilationsanlæg blæses ned i ostelageret. Udover ostelagring under specielle forhold har Thise Mejeri også etableret oste-røgeri og hvidskimleri i det vestjyske.
Vesterhavsost fra Thise Mejeri vandt Mejeribrugets Gourmetpris 2008 og blev beskrevet som " Fantastisk. En super ost. Flot struktur med en god konsistens, knækker fint, er nærmest krystaliseret. God saft og kraft. Flot syre. Osten har karakter, og så har den "terroir", som vi efterlyser, dvs. den er præget af det naturforhold, mælken kommer fra, hvor osten er fremstillet og lagret. Den har en god historie."
Læs mere om det økologiske Thise Mejeri her.
Vesterhavsoste forhandles hos Fjaltring Købmandsgård og hos Vinspecialisten, Vestergade 11 i Lemvig. Læs om købmandsgården her.
Claudis Have – Økologisk cafe. Se mere her.
Lystbækgård – Se mere her.











