English | Deutsch | Svenska | Nederlansk | Español | Polski Sitemap

Får fra Lystbækgård
Friske jordbær og ærter
 
skovsvampe
 
Blåmuslinger fra Limfjorden
 
Kryddersnaps
 
Blandet salat
 
Køer på marken
 
Torsk
 
Fiskerbåde i Thyborøn Havn
 
Hyben
 
Fjorden helt tæt på
 
Chokoladeblomst
 
Får og geder i galop

 

 

Madoplevelser

- Oplevelser med mad, krydderurter, fisk, kvæg eller måske bolcher...

I Bakkers & Bølgers land er der sjove, spændende, lærerige og ikke mindst smagfulde oplevelser i vente. Her kan du opleve naturen og blive klogere på, hvor det, du spiser, egentligt kommer fra. Fang en fisk, klap en ged og find selv krydderier, der sætter prikken over i’et på maden eller i snapsen.

Herunder på siden kan du læse om: Østers, muslinger, hjemmelavede bolcher, økologiske fødevarer, dyrskue, fiskeauktion, fiskedag, gårdbesøg og åbent landbrug.

Limfjordens perler og det blå guld
Selvom der ikke er perler indeni, så bliver østers fra Limfjorden anset for at være blandt Europas bedste. En rigtig stor del af Limfjordsøsters (ostrea edulis) fanges i fjorden ud for Lemvig og de bedste er ca. 8-10 cm i diameter og den størrelse når de på 3-5 år.
Østers er en af Limfjordens egne perler sammen med det blå guld - de velsmagende Limfjordsmuslinger.
Holder du af fisk er det både i Limfjorden og ved Vesterhavet muligt at få mange arter på krogen. I Limfjorden er det særligt sild og hornfisk, der hives i land. Men også havørred, fladfisk og ål kan fanges i Limfjorden.
Læs mere om Limfjordens perler og andre oplevelser i og omkring Limfjorden her.
Også Vesterhavet og i særdeleshed Thyborøn er et rent paradis for lystfiskere. Det kræver et fisketegn at fiske i såvel Vesterhavet og i Limfjorden. Fiskekort kan købes på turistkontorerne.

Oplev Limfjordens landskab og en verden af krydderurter
Snapseruten er din guide til en række spændende udflugter, der snor sig rundt i naturen omkring Limfjorden. Tag for eksempel på Urteturen, hvor du kommer ud i landskabet og selv finder krydderier og bær egnet til fremstilling af kryddersnapse.
Rundt på Snapseruten er der flere spisesteder, der serverer egnsretter og byder på drikkevarer krydret med lokale urter.
Find dem og meget mere her.

Se og smag bolcher
I De Røde Barakker i Thyborøn er der foruden café, restaurant og souvenirbutik også et bolcheri, der laver de søde fristelser efter gamle traditioner. Oplev hvordan bolcher fremstilles og vælg mellem et stort, farvestrålende udvalg, fx håndklippede gammeldags rustne søm, slikkepinde og meget mere.
Læs mere om De Røde Barakker her.

Økologiske kvalitetsfødevarer tæt ved havet
Fjaltring Købmandsgård er en specialbutik, hvor lokale og turister kan finde de gængse dagligvarer på hylderne sammen med et stort udvalg af økologiske kvalitetsfødevarer.
Købmandsgården forhandler spændende økologiske oste. Og selvfølgelig forhandles den prisbelønnede Vesterhavsost fra Thise også her.
Læs mere om købmandsgården og Fjaltring her.

Smag på dyrene til dyrskue - maj/juni
Lemvig Marked og Dyrskue, ved Rom Flyveplads lige syd for Lemvig, er aktiviteter, kræmmermarked og meget mere. Her er også rig mulighed for at se og røre ved dyrene samt smage på nye produkter.
Tjek datoen for årets dyrskue og hold øje med programmet her.

Fiskeauktion - juli og august
Oplev den gode, gammeldags fiskeauktion hver onsdag i juli og august måned kl. 11-12 i Thyborøn Fiskeauktionscenter på Thyborøn Havn, port 7.
Normalt sælges og handles fiskene i Thyborøn over internettet, men på sommerens fiskeauktion genopliver vi den tidligere metode.
Her får du en enestående mulighed for at opleve, hvordan auktionarius svinger med fisk, tal og penge. Byd med og få friske fisk med hjem til middagsbordet. Se mere om de gammeldags auktioner her.
Thyborøn Fiskeauktion har siden 2001 afholdt auktioner over internettet ved hjælp af et elektronisk auktionsur. I dag behøver opkøbere ikke være til stede i auktionshallen, men kan sidde rundt omkring i Europa. Læs mere om den professionelle fiskeauktion her.

Fiskedag i Thyborøn - august
I august måned ligger den traditionsrige fiskedag - en dag med masser af aktiviteter og underholdning i byen, på havnen og i Thyborøn Fiskeauktionscenter.
Oplev de meget sprælske fiskeauktioner, sæt børnene på minibobslædebane eller send dem på overlevelsesbanen, prøv sejlture fra havnen og hør den lokale gruppe "Tørfisk" rulle sig ud på scenen.
På Fiskedagen serveres naturligvis fiskespecialiteter i lange baner. Følg med under aktiviteter for annoncering og program.

Oplev og smag på naturen – sidste søndag i august
Den årlige tradition med Nissum Fjord Dagen falder altid på den sidste søndag i august. Her kan du komme hele vejen rundt om fjorden, opleve naturen og smage på den.
Dagen arrangeres af Nissum Fjord Netværket, der gerne vil vise alt det, der sker på, ved og omkring fjorden. På en lang række forskellige træfsteder er det muligt at høre om og smage på området. I Torsminde er der sprællende smagsoplevelser. Ved Fugletårnet i Gørding fortæller jægere om fuglelivet og byder på flyvende smagsprøver. Hele vejen omkring fjorden vil der være oplevelser for alle sanser.
Læs mere om Nissum Fjord Netværket og hold øje med programmet for Nissum Fjord Dagen her.

Se hvor dyrene bor - og hvor maden kommer fra
Fra maj til september slår en række gårde og fødevarerelaterede produktioner dørene op for at give dig en oplevelse.
Der er åbent på forskellige tidspunkter hos svine-, kvæg- og planteavlere. Også på Bovbjerg Fyr og på Thises ostelager lige bag ved fyret, bliver det muligt at kigge indenfor og høre om processen omkring den prisbelønnede Vesterhavsost. Besøg også et biogasanlæg, og hør hvordan det med dyr hænger sammen med energiproduktion.
Hold øje med de mange aktiviteter i perioden. Kontakt Lemvig-Thyborøn Turistinformation for at høre mere.

Åbent Landbrug – 3. søndag i september
Åbent Landbrug er en årlig tilbagevendende begivenhed. Her står landmænd over hele Danmark klar til at give både børn og voksne en oplevelse på landet. Kom og se hvor dyrene bor, hør om hvad de spiser og hvilken del af dem, du selv spiser.
Hold øje med Åbent Landbrug og se her hvilke producenter i Nordvestjylland, der holder åbent.