Byer ved havet
- Med vesterhavet i forhaven...
Langs Vesterhavskysten ligger de fleste sommerhusområder bl.a. Vrist, Langerhuse og det
største i området Vejlby Klit.
Lemvigbanen har et trinbræt ved Vejlby - Victoria Street Station - og i Vejlby finder
du også supermarked, cafe, restaurant og sommerpark med bl.a. minigolf, motocross og hesteudlejning.
I Langerhuse ligger Flyvholm redningsstation, der i dag fungerer som museum med
redningsbåd og forskelligt materiel.
En af de større byer i området ved havet er Harboøre, hvor du bl.a. kan besøge
Harboøre Kirke. Gravstenene på kirkegården vidner om de store drukneulykker,
der har præget området gennem tiderne. Hvis du besøger Nordvestjylland og Harboøre
i starten af juni, så husk Haze Over Haarum, områdets store musikfestival, der
varer i 3 dage.
Syd for Ferring Sø ligger Ferring/Bovbjerg med områdets lokale vartegn Bovbjerg Fyr
- hvor du bl.a. kan se skiftende udstillinger med værker af lokale kunstnere. Det er også muligt
at komme helt op i tårnet og nyde en helt fantastisk udsigt.
I Ferring ligger også Jens Søndergårds Museet. Det er indrettet i malerens tidligere sommerhus
og der kan du se en fin samling af havbilleder og malerier med andre motiver fra området.
Syd for fyret og tæt på områdets meget populære strand Høfte Q ligger Trans og Fjaltring. Fjaltring er kendt som det kreative hjørne af Kommunen, og her kan du bl.a. besøge
Kulturcentret Tuskær og Tukakteatret.
Der bor ca 350 mennesker i Fjaltring og byen har
bl.a. egen friskole, vandrehjem drevet
af indbyggerne og en yderst velassorteret købmand.



